Nyhed

KT Tunstall til Spot

Den skotske sangskriver spiller sammen med Teitur til BlueSpot, der åbner den aarhusianske festival

Spot Festival afvikles i år i dagene 27. og 28. maj i området omkring Musikhuset Aarhus samt forskellige spillesteder rundt om i byen. Men som noget nyt vil festivalen blive åbnet på Bispetorv med en koncert ved navn BlueSpot. Samme navn bruges til arrangementer i Skolegade i Aarhus samme dag, der skal markere festivalens åbning.

Efter Aarhus' borgmester Nicolai Wammen torsdag 26. maj officielt har åbnet 2011-udgaven af festivalen præsenteres første afdeling af åbningskoncerten. Det sker i selskab med Blood Sweat Drum'n'Bass med diverse gæster og med kor-gruppen Postyr Project i selskab med sangeren Kristina Renée. Efter en pause indtages Bispetorv derefter af en gammel Spot-kending i form af Teitur, som i denne specielle anledning tager sin musikalske kollega og samarbejdspartner, den skotske sanger KT Tunstall med som special guest.

Sideløbende med BlueSpot-koncerten på Bispetorv vil der også være BlueSpot-arrangementer i Skolegade i Aarhus samt i Bremen i Tyskland. Her vil man kunne opleve en lang række danske bands, og på BlueSpot-websiden kan man få overblik over, hvad der sker hvor.


Om de to gratis arrangementer i Aarhus 26. maj siger Spot Festivalens leder Gunnar Madsen:

"Allerede sidste år forsøgte vi sammen med Royal Beer at lave et åbent, fælles arrangement i forbindelse med åbningen af SPOT – i år er brikkerne så faldet på plads med BlueSPOT, som dels består af åbningen på Bispetorv, dels efterfølgende fortsætter med en cadeau til den store musikalske amatør- og talentmasse med 40 navne på otte scener i nærliggende Skolegade".

Der vil desuden være gratis adgang til de omkring 30 BlueSpot-koncerter i Skolegade 26. maj.


ANNONCE