De Efterladte klar med album

De Efterladte klar med album

Siden opløsningen af Olesen-Olesen i 2007 har den ene halvdel, Peter H. Olesen, arbejdet sammen med Michael Lund i duoen De Efterladte. De to musikere er i denne konstellation ved at være klar til at udsende et debutalbum, der får titlen "Traditionen Utro".

I en pressemeddelelse fremgår det, at titlen "Traditionen Utro peger på som minimum to ting: for det første at De Efterladte har et forhold til musik­traditionen, men altså også at de er den utro. For det andet antyder titlen, at ordene - og ikke mindst den måde man kan vende og dreje ord på - er vigtige. Tekst og musik, fremhæves det, er ligeværdige makkere i De Efterladte.

Man kan forvente sig, at det kommende album er "et sammensurium af store og små semi-akustiske sange blandet op med recitationer, instrumentalnumre, a cappella-sang, bagateller og vildskud". En stor del af musikken er indspillet af de to hovedpersoner, men persongalleriet på albummet inkluderer desuden Rune Borup (synthesizer), Boi Holm (klokkespil m.m), Mads Hyhne (trombone), Jakob Høyer (trommer og percussion), Mads Lund Kolding (keyboard m.m.), Mads Mouritz (klaver, akustisk guitar og kor), CS Nielsen (akustisk guitar). Albummet er mixet af Hans Henrik Præstbro og Boi Holm.

De Efterladte udsender "Traditionen Utro" 6. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA