Salget af ”How To Dismantle An Atomic Bomb” går forrygende, og 7. februar rammer en ny single gaden.
Vi har fulgt optakten til ”How To Dismantle An Atomic Bomb” tæt her på gaffa.dk. Nu er albummet ude, og efter alt at dømme er forventningerne hos fans og publikum blevet indfriet. Englænderne er i hvert fald glade for U2, som netop har rundet en million solgte eksemplarer i England siden udgivelsen for en lille måneds siden. På verdensplan har ”How To Dismantle An Atomic Bomb” rundet ca. 6 millioner solgte eksemplarer.
Ifølge NME.com er der også en ny single i støbeskeen. Den 7. februar udsendes ”Sometimes You Can’t Make It On Your Own”. På singlen kan man bl.a. høre et Jacknife Lee-remix af ”Ave Maria” sunget af Bono med hjælp fra Pavarotti. På ”Sometimes You Can’t Make It On Your Own” finder du også ”Vertigo Redanka Remix” og et Jacknife Lee-remix of “Fast Cars”.
Singlen inkluderer også en dvd, hvor man kan se U2 fremføre “Sometimes You Can't Make It On Your Own” live fra bandets studie i Dublin.