Nyhed

Mads Langer holder release-koncert

Der er mulighed for at høre materialet fra "Behold" i Stereo Studio i København på udgivelsesdagen

Mads Langer udsender 9. maj sit tredje album, der har fået titlen "Behold". I den anledning tager han guitaren med til Stereo Studio i Købmagergade for at spille en minikoncert til et arrangement, hvor der også er mulighed for at få det nye album signeret.

Den danske sangskriver har under indspilningerne fået hjælp af både Martin Terefe, der har komponeret og produceret for navne som a-ha, Martha Wainwright og Jamie Cullum, samt Justin Hawkins fra The Darkness. Pladen inkluderer blandt andet singlen "Microscope", som Langer tidligere har beskrevet således:

"'Microscope' er en af de sange, jeg skrev virkelig hurtigt. Det tog mig omkring 30 minutter, og bagefter havde jeg en følelse af, at jeg ikke vidste, hvor den kom fra. Musikken er ret glad, men så kom teksterne, og ... Forhåbentlig er det en sang, der på samme tid får dig til at smile og giver dig en melankolsk følelse".


Efter udgivelsen tager Mads Langer på en kort turné, hvor han kan opleves sammen med opvarmningsnavnet Simon Luth på følgende datoer:

Den 11. maj - Magasinet, Odense
Den 12. maj - Store Vega, København
Den 13. maj - Musikhuset, Århus
Den 14. maj - Skråen, Aalborg

Men inden da kan man altså møde Mads Langer mandag 9. maj i Stereo Studio, Købmagergade 44 i København klokken 16:00.


ANNONCE