Nyhed

Ny ekstrakoncert med Thomas Helmig

Soloturnéen udvides nu med endnu en ekstrakoncert i Musikhus Aarhus

Der er allerede sat tre koncerter op i Aarhus til efteråret i forbindelse med Thomas Helmigs kommende soloturné. Men da der er tæt på udsolgt til alle tre koncerter, har man nu valgt at tilføje endnu en koncert til programmet. Den vil blive afviklet 3. november.

Den kommende turné sparkes i gang 16. september, hvor Thomas Helmig spiller den første af imponerende 11 koncerter i Glassalen i Tivoli. Herefter tager sangskriveren turen rundt i landet, hvor der også er blevet sat ekstrakoncerter op flere steder på en turné, der afrundes midt i november.

Om den kommende turné siger Helmig:


"Det er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse, at tage sangene med ud og spille dem, som de jo lød, da jeg i sin tid skrev dem - alene med en guitar eller et klaver. Jeg glæder mig utrolig meget til at møde mit publikum på denne måde, bare dem og mig - og jeg vil til koncerterne dykke ned i bagkataloget og spille favoritterne, spille sange, jeg ikke normalt spiller med bandet, spille helt nye sange skrevet til denne turne, og mon ikke der også dukker nogle coverversioner op hen ad vejen. Det er en kæmpe udfordring for mig at tage på denne turne, og som sagt så glæder jeg mig helt vildt".

Undervejs kommer han naturligvis også forbi hjembyen Aarhus, hvor han sammen med keyboardspilleren Poul Reimann skal give koncerter i Musikhus Aarhus. Her er der allerede planlagt koncerter 29. og 30. oktober samt 4. november, og nu tilføjes der en ekstra koncert 3. november.

Billetsalg til koncerten 3. november starter fredag 6. maj klokken 10:00 via Billetnet.dk, Billetlugen.dk og Musikhusets Billetsalg.


ANNONCE