Singer-songwriteren Mads Langer udgiver debutalbum på det driftige selskab i 2005
Det er under et år siden, pladeselskabet Copenhagen Records åbnede, men det må siges at være kommet langt i 2004 med to hhv. platin- og guldsælgende album fra Nephew og Johnny Deluxe og også pænt solgte og roste udgivelser fra Cæcilie Norby, Rasmus Nøhr og Niarn.
Copenhagen har desuden i den senere tid offentliggjort at have skrevet kontrakt med Bikstok Røgstystem, Alias, Schack, Angu, Anna Nordell og Kira And The Kindred Spirits (alle bortset fra Kira er debutanter), ligesom det har overtaget den danske distribution af den norske singer-songwriter Thomas Dybdahl. Alle udgiver album i starten af 2005.
Og nu kommer så et navn til: Copenhagen har skrevet kontrakt med singer-songwriteren Mads Langer, der dyrker eftertænksomme engelsksprogede sange ikke så langt fra f.eks. Thomas Dybdahl. Indtil videre forlyder der dog ikke noget om, hvornår Langers album er klar.
Mads Langers inspirationskilder er navne som Chris Cornell (eks-Soundgarden), Jeff Buckley, John Mayer, Prince, Coldplay, Ryan Adams, Rickie Lee Jones, Stevie Wonder og The Beatles. Vel ikke ligefrem det værste udgangspunkt, skulle man mene.