Nyhed

The Chop Chop Family udgiver single

Den københavnske kvartet udgiver deres første singleudspil på lørdag

Nogle kan sikkert huske The Chop Chop Family for deres falske historie om, at de deltog i det franske melodi grand prix og gik derfra som vindere. På lørdag, samme dag som den store finale i Eurovision Song Contest i Düsseldorf, udgiver gruppen nummeret "Les Pommes Fausaint Roulie Roula", der sammen med en hjemmelavet video narrede dele af den danske presse.

Det var i Ekstra Bladet, man kunne læse en artikel om, at det danske band havde vundet det franske melodi grand prix. Gruppen havde selv lavet en video, hvor de foregav at deltage i konkurrencen, men det hele var et mediestunt.

Røren omkring The Chop Chop Familys falske sejr har dog båret frugt, og nu bliver "Les Pommes Fausaint Roulie Roula" udgivet som single via City Attack Records.


Ifølge DR føler den rigtige vinder af det franske melodi grand prix, Amaury Vassili, sig ikke truet af The Chop Chop Family, men udtaler derimod ifølge en pressemeddelelse, "at han synes, at bandets mediestunt er en fræk og sjov idé og opfordrer The Chop Chop Family til, at stille op for Danmark i 2012".

The Chop Chop Family udtaler ligeledes: "Vi håber, at Amaury udraderer al konkurrence i Düsseldorf, så også han får lov at få sig en fin pokal."

Man kan opleve bandet live, når de spiller den 2. juni i forbindelse med den københavnske musikfestival Distortion på en ny rockscene på Blegdamsvej. Desuden spiller The Chop Chop Family til Red Barnets støttekoncert for børn i Sierra Leone på Dansescenen i Dansehallerne på Carlsberg den 21. maj.


"Les Pommes Fausaint Roulie Roula" er på gaden på lørdag den 14. maj, hvor man kan købe den på iTunes. 

ANNONCE