Nyhed

Front Line Assembly til Amager Bio

Der er desuden mulighed for at opleve Klutæ til koncerten 28. august

Det er efterhånden 25 år siden den nu 53-årige Bill Leeb dannede Front Line Assembly efter at have spillet et par år i det banebrydende industrial-bandet Skinny Puppy. Til august dukker bandet op i Amager Bio, hvor de får følgeskab af Klutæ, der er et sideprojekt for Claus "Leæather Strip" Larsen.

Med Front Line Assembly bevægede Leeb sig fra Skinny Puppys voldsomme og aggressive stil mod en mere dansabel musikalsk stil, der bygger bro mellem et meget hårdt udtryk og de mere bløde EBM-bands som eksempelvis Front 242. Gruppen har et væld af udgivelser bag sig, hvor den seneste er "Improvised Electronic Device" fra 2010.

Til koncerten kan man desuden opleve en af de danske musikere, der har ladet sig inspirere af Front Line Assembly. Det drejer sig om aalborgensiske Claus Larsen, der er bedst kendt for sit hovedprojekt Leæther Strip. Det er dog Claus Larsens mere hårdtslående projekt Klutæ, man samme aften kan opleve i Amager Bio. Efter at have ligget i plademæssig dvale i en del år, udsender Klutæ nyt album 12. juli, og det fejres med en af de første Klutæ-koncerter nogensinde. Udover Lumous Gothic Festival i Tampere, Finland og M'Era Luna i Tyskland bliver København den tredje i rækken.

Front Line Assembly og Klutæ kan opleves i Amager Bio 28. august, og billetsalget er startet i dag, torsdag 12. maj, via Billetnet.

ANNONCE