Nyhed

Steffen Brandt vil også hylde Bob Dylan

TV2-sangeren dukker op til arrangementet Bob Till You Drop med sine dansksprogede Dylan-gendigtninger

Den 24. maj hyldes Bob Dylans 70-års fødselsdag og 50-året for starten på hans karriere på Vega med Dylan-fortolkninger fremført live af blandt andet Steen Jørgensen, Dicte, Nikolaj Nørlund og Silas Bjerregaard til arrangementet Bob Till You Drop. Nu tilføjes også Steffen Brandt til programmet.

Aftenen starter klokken 19:00 med særlige Dylan-velkomstdrinks, fødselsdagskage og et oplæg om Dylan fra forfatter og journalist Klaus Lynggaard, der som en af de eneste danske journalister har haft fornøjelsen af at interviewe Dylan, og som har skrevet bogen "Bob Dylan - Myter, Manier Og Mysterier".

Fra klokken 20:00 vil der være liveoptrædener, når en perlerække af sangere og sangskrivere fortolker Dylan på deres egen personlige måde. Du kan blandt andet høre Steen Jørgensen (Sort Sol), Dicte, Nikolaj Nørlund, Michael Møller (moi Caprice), Elisabeth, Malte Fischer (Oh No Ono), Silas Bjerregaard (Turboweekend) og Hank Robot aka Kim Kix (Powersolo) fremføre Dylan-numre. Som sidste navn på plakaten finder man Steffen Brandt, der kommer forbi og giver et par af sine dansksprogede Dylan-gendigtninger, som han udgav på albummet "Baby Blue – Bob Dylan Gendigtet" i 2009.

Ind i mellem aftenens koncerter vil der også være en stor Dylan-quiz med fine præmier. Man kan nemlig blandt andet vinde en stor præmiepakke, der blandt andet indeholder Bob Dylans første syv, epokegørende albums i mono, sådan som de egentlig er indspillet, og i det mix som Dylan selv har godkendt – både på vinyl og cd. Man kan i quizzen også vinde opsamlingen af de demoer, han indspillede for forlaget Witmark, der er et musikhistorisk dokument over sangskriveren og sangeren, som satte standarden for singer/songwriters.

Efter koncerterne overtager de to arrangører Mikkel Falk Møller (journalist) og Johannes Dybkjær Andersson (marketing manager, Sony Music Denmark/ Columbia Records) dj-pulten og spiller Bob Dylan-sange hele natten.


Bob Till You Drop – en hyldestfest for Bob Dylan afvikles på selve fødselsdagen 24. maj i Lille Vega, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE