Nyhed

Chad VanGaalen gæster Lille Vega

Den krøllede canadiske singer/songwriter har annonceret sin første koncert i Danmark til august

Han er kendt for at spendere ikke så lidt tid i sin kælder i Calgary, hvor størstedelen af hans bagkatalog er blevet til.

12. august forlader Chad VanGaalen imidlertid kælderrummet og indtager i stedet Lille Vega i København for at give sin første koncert på dansk jord.

Med sig bringer den canadiske multikunster det dugfriske album, "Diaper Island", som er det første opus, VanGaalen har indspillet uden for de hjemlige rammer. Resultatet skulle angiveligt være mere rocket end canadiernes tidligere plader og udkommer i Danmark 27. maj.

Da Chad VanGaalens sendte sit forrige album, "Soft Airplane", på gaden i 2008 kvitterede nærværende magasin med fire stjerner og skrev blandt andet:

"Chad VanGaalens største aktiv er så absolut hans smukke, lyse, ofte falsetsyngende stemme, men han er også en udmærket sangskriver med en særlig flair for det eftertænksomme og melankolske."

Billetter til koncerten i Lille Vega kan købes via Vegas hjemmeside.

ANNONCE