Nyhed

Danmarks bedste dj skal findes

Lille Vega lægger 11. juni hus til DM I Mix plus de nordiske mesterskaber i samme disciplin

For 26. år i streg skal Danmarks bedste dj findes, og det sker ved en vaskægte dyst i Lille Vega lørdag 11. juni, hvor sidste års vinder, DJ Graded, får mulighed for at forsvare sin hæderfulde titel.

Senere på aften afvikles såmænd også de nordiske mesterskaber i selv samme disciplin, og her skal DJ Graded – som forsvarende skandinavisk mester – dyste mod DJ Ego fra Sverige og DJ Handy Andy fra Norge om at rykke i det sorte vinyl på mest overbevisende vis.

Hver dj får seks minutter på scenen med to pladespillere, en mixer og en stak vinyler, og derfra er det blot at forsikre dommerne og publikum om, at man er den rette vinder i disciplinen, som blandt andre DJ Cutfather, DJ Soulshock, DJ Noize, Turkman Souljah og DJ Static gennem tiden har brilleret i.

Under dobbeltarrangementet vil der være livemusik fra Eagger & Stunn, Dokkedal/Dixen, ligesom den tidligere verdensmester i mix, DJ Noize, også kigger forbi.

Billetter til aftenen kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE