Nyhed

Andy Roda udgiver single

Den dansk/fillipinske sanger er aktuel med singlen ”Beautiful”

Det er mere end ti år siden Andy Roda sidst udgav en plade i Danmark, men nu er sangeren aktuel med sin nye single "Beautiful". Singlen er Andy Rodas første officielle udgivelse i Danmark siden debuten i 1999, og den er blevet til i et samarbejde med den danske producer Sidelmann, der står bag flere af hits Ida Corrs og Camille Jones' hits.

Genremæssigt læner "Beautiful" sig op af pop og dance, og den er blevet remixet af dj's som Delicious, Jerome Sydenham, Tyler Hampton, Fred Scott og Eric S.

Nogle kan måske huske Andy Rodas debutalbum "Dish", som inkluderede radiohits som "The Power" og "Something To Talk About", for hvilke han blev "Ugens uundgåelige" på P3 og blev nomineret til en pris som "Bedste Nye Kunstner" ved P3 Guld.


Andy Roda tog senere skæbnen i sin egen hånd og flyttede til New York, hvor han har boet igennem de sidste 10 år. Her har han blandt andet skrevet musik med folk bag navne som Celine Dion og Lady Gaga, og varmet op for store amerikanske artister, såsom r&b-sangeren Jon B og Alicia Keys.

Han har desuden optrådt på nationalt tv i talentprogrammet "The Next Big Star", hvor han blev finalist, og Motown-legenderne Ashford & Simpson, som blandt andet står bag klassikerne "Ain't No Mountain High Enough" og "I'm Every Woman", tog ham til sig, efter de hørte ham optræde live. 

I 2007 modtog Andy Roda en guldpris og "24 Dance Award" for sine udgivelser på Filippinerne, og for nylig blev han hædret for sit "musikalske ambassadørskab" mellem USA og Danmark med en pris af The American Scandinavian Society i New York. 


Siden 2009 har Andy Roda optrådt en del på de danske scener sammen med Thomas Helmig og senest Safri Duo, for hvem han synger leadvokal på den kommende sommertour i Europa. 

"Beautiful" udkom den 9. maj og kan købes via iTunes.

Hør en teaser til singlen her.


ANNONCE