Nyhed

Mads Langer tager andenpladsen

Nik & Jay er fortsat nummer et, men som en nyhed på andenpladsen finder man i denne uge Mads Langer

For tredje uge i træk ligger Nik & Jay-albummet "Engle Eller Dæmoner" øverst på den danske albumhitliste, og i denne uge følges de til dørs af ugens højestplacerede nyhed, der kommer fra Mads Langer.

Den danske sangskriver er aktuel med sit tredje album, der har fået titlen "Behold", og det ryger i denne uge direkte ind på en andenplads på den danske albumhitliste. Albummet er eneste danske nyhed på listen i denne uge, hvor der kun er tre nye titler i top fyrre.

Den højestplacerede udenlandske nyhed kommer fra Tyler The Creator, der kan opleves sammen med gruppen OFWGKTA på dette års Roskilde Festival. Han er aktuel på listen med albummet "Goblin", der i denne uge går ind på en 13. plads.


Sidste nyhed på listen i denne uge kommer fra comedy-trioen The Lonely Island, der består af Andy Samberg, Akiva Schaffer og Jorma Taccone fra tv-programmet Saturday Night Live. På trioens andet album "Turtleneck & Chain" får de dog også hjælp af Michael Bolton, Santigold, Rihanna, Beck, Justin Timberlake og mange andre, der har hjulpet dem ind på en 31. plads på denne uges liste.

Hele den officielle albumhitliste kan ses hos Hitlisten.nu.

ANNONCE