Nyhed

Nephew rydder bordet til GAFFA-prisen

Priser i samtlige mulige kategorier til de århusianske himmelstormere

Billede: Søren Solkær Starbird

I årets pris-afstemning har flere tusinde læserne slået en tyk streg under Nephews succes. Bandet vinder samtlige mulige kategorier med en margin som næppe er set større i GAFFA-prisens historie, og havde det ikke været for årets sikre nr. to Swan Lee/Pernille Rosendahl, havde triumfen været absolut. "I Don't Mind" tager hårfint bronzen i kategorien Årets Danske Hit, som ellers ville have haft de tre Nephew-singler "Movie Klip", "Superliga" og "En Wannabe Darth Vader" på de tre øverste pladser!

I det feminine departement demonstrerer Pernille Rosendahl endnu en gang, at hun i de senere år er i national særklasse. Pernille får mere end fire gange så mange stemmer som Lise Westzynthius på andenpladsen. I den hastigt voksende og godt sælgende produktion af danske dvd'er er læserne enige med anmelderne og køberne. Tim Christensen står bag årets bedste udgivelse med Live at Abbey Road Studios.


I den internationale afdeling viser læsernes stemmer, at rockmusik er en genre, hvor man sagtens kan regere hinsides sølvbrylluppet, men at debutanter tilsvarende kan stryge direkte til tops. Den irske kvartet U2 kan efter 27 år ikke kun konstatere, at deres aktuelle album "How To Dismantle An Atomic Bomb" strøg direkte ind som nr. 1 i 21 lande og fortsat sælger globalt som ecstacy i Bjerringbro – men ikke mindst, at GAFFAs skarpe læsere har honoreret den med æren for "Årets udenlandske album" og tilsvarende givet U2 prisen som "Årets udenlandske band".

Skotske Franz Ferdinand får ikke kun prisen som "Årets nye internationale band", men også hæderen af "Årets internationale hit" for den dybt originale og medrivende landeplage "Take Me Out". Fuldt fortjent.
Årets udenlandske sangerinde er den velkendte nordatlantiske furie Björk, og på herresiden topper den genopstandne veteran Morrissey. I øvrigt en ren europæisk vindertrup. Positivt og tankevækkende i en tid, hvor amerikanerne i stigende grad (også) har sat den populærmusikalske dagsorden.

 


Se navnene på vinderne blandt læserne

ANNONCE