Nyhed

Mick Jagger danner Super Heavy

Rolling Stones-frontmanden har blandt andet allieret sig med Dave Stewart og Joss Stone i det nye band

I et nyt interview med NME afslører The Rolling Stones-sangeren Mick Jagger, at han er gået i øvelokalet med den tidligere Eurythmics-guitarist Dave Stewart samt sangerne Joss Stone og Damian Marley. Derudover har kvartetten også allieret sig med den Oscar-vindende instruktør AR Rahman, og resultatet er gruppen Super Heavy.

Til NME siger Jagger, at de fire musikere gik i studiet for sjov uden nogen klar idé om, hvilken type musik de ville lave sammen. Resultatet er, at den nye konstellation nu har skrevet nogle reggae-sange, nogle rock-sange, nogle ballader, noget soul-musik og sågar også en sang, hvor teksten er på urdu.

Om sangskrivningsprocessen siger Jagger:


"Vi springer alle sammen ind med idéer og bliver begejstrede for hinandens idéer. Vi er fire vokalister, og sådan har jeg aldrig arbejdet tidligere. Det er fantastisk, fordi hele byrden ligger ikke på dig, og det gør det sjovt. Der er en masse forskellige musikalske stilarter, og måske endda nogle vi selv har opfundet".

Jagger fortæller dog ikke, hvordan de har involveret "Slumdog Millionaire"-instruktøren AR Rahman i projektet, men siger at reagerer folk positivt på musikken, vil han være åben for at tage den nye konstellation på turné.

Dermed ser det ud til at den rygtede kommende The Rolling Stones-turné ikke bliver til noget lige foreløbig.


ANNONCE