Nyhed

DR lancerer ny popkanal

Pop-elskere får nu deres egen digitale radiokanal, der kun kommer til at indeholde populærmusik

Som den tredje af i alt fem nye digitale radiokanaler DR lancerer i 2011 er DR P7 MIX nu klar til at gå i luften til juni. Radiokanalen koncentrerer sig udelukkende om populærmusik, der vil blive præsenteret af kendte radioværter, som brænder for netop den musikgenre og dens historier.

"P7 MIX er uforpligtende og let at gå til, og er det perfekte soundtrack til hverdagen. Med værter, der forstår at relatere musikken til vores fælles historie over de sidste årtier, vil P7 MIX søge at skabe fællesskab via genhørglæden", skriver dr.dk om den nye radiokanal.

Det er Nicolai Molbech, Henrik Wacher, Henrik Milling og Mathias Buch Jensen, der vil være værter for blandt andet popquizzer og morgenudsendelser, og DR har lagt vægt på, at radioværterne har erfaring og journalistisk fundament til at kunne fortælle om musikken, der bliver spillet.


"P7 MIX giver mig en fuldstændig unik mulighed for at formidle min musikviden og ikke mindst entusiasme. Jeg glæder mig til at fortælle historier om musikken og om den tid, som den blev skabt i. Nogle numre har bare så gode historier, at det er en forbrydelse at sidde dem overhørig, men jeg kan love at mine historier bliver korte og i gulvhøjde, så alle burde finde det vedkommende. Ingen løftede pegefingre, overflødig snak og ekskluderende indforståetheder" fortæller siger Nicolai Molbech, der kommer til at sende hver dag i tidsrummet 15:00 – 17:00.

Radiokanalen vil også diske op med lejlighedsvise events, hvor der bliver dykket ned i genrer og tendenser, der har haft stor betydning for generationer af musikfans, musikere og producere. Heriblandt portrætter af poplegender såsom et 7-timers P7 MIX Marathon om Michael Jacksons storhed på 2-årsdagen for hans død. Desuden vil man også få hele historien om Take That (billedet) i forbindelse med koncerten i Parken den 16. juli.

DR P7 MIX går i luften den 6. juni.


ANNONCE