Kellermensch underskriver international kontrakt

Kellermensch underskriver international kontrakt

Det har ikke skortet på lovord om Kellermensch, siden den esbjergensiske sekstet debuterede i 2009, og nu kan udlandet også snart glæde sig til at lægge ører til bandets ekspressive mørkemandsrock.

Gruppen har netop underskrevet en pladekontrakt med selveste Universal Music i Tyskland, som 24. juni udsender Kellermensch' første internationale album, der indeholder otte numre fra den selvbetitlede debut samt alle fire sange fra sidste års ep, "Narcissus."

Aftalen med Universal gælder indtil videre for to plader med udgivelse i Tyskland, Østrig og Schweiz, og i forbindelse med den nært forestående release drager bandet også på en omfattende turné i blandt andet Tyskland de kommende måneder. Desuden skulle en video til førstesinglen "Army Ants" være på trapperne – instrueret af Jacob Printzlau, der tidligere har lavet videoer for Bring Me The Horizon, Kashmir og Volbeat.

I øjeblikket er Kellermensch i fuld gang med at skrive materiale til deres næste album, som efter planen udkommer i begyndelsen af 2012.

Bandets turnéplan ser ud som følger hen over sommeren:

29. maj: Jelling Festival
02. juni: Skive Festival 
03. juni: Rock Im Park, Tyskland
04. juni: Rock Am Ring, Tyskland
10. juni: Download Festival - Donnington, England
12. juni: Nova Rock, Østrig
18. juni: Metaltown, Göteborg, Sverige
23. juni: Amazon Concert, München
02. juli: Nibe Festival
20. juli: 59:1, München, Tyskland
21. juli: Luxor, Köln, Tyskland
22. juli: Total Festival, Bochum, Tyskland
23. juli: Searock Festival, Rostock ,Tyskland
13. aug.: Dockville Festival. Hamborg, Tyskland
19. aug.: Thy Alive Festival
20. aug.: Made In Esbjerg
01. sep.: Kleine Freiheit, Osnabrück, Tyskland
02. sep.: Open Air, Bremen, Tyskland 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA