Nyhed

Liam Gallagher vil have Johnny Depp med i Beatles-film

Den karismatiske sanger har udset sig Depp til rollen som The Beatles' berømte pressemand, Derek Taylor

Beady Eye-frontmand og tidligere Oasis-sanger Liam Gallagher arbejder i øjeblikket på tilblivelsen af en film om selveste The Beatles, og til én af de bærende roller har Gallagher kastet sin kærlighed på lidt af en skuespillerkapacitet.

Gallagher håber nemlig at få ingen ringere end Johnny Depp til at spille "The Fab Four"s mangeårige pressemand, Derek Taylor, der er blevet kaldt "den femte beatle" og arbejdede for bandet fra midten af 60'erne og frem til årene omkring etableringen af The Beatles' berømte firma, Apple Corps.

"Derek Taylor… Han er deroppe sammen med Lennon. Manuskriptet er færdigt. Det vil blæse folk omkuld. Jeg venter bare på, vi finder de rigtige skuespillere. Jeg vil gerne have Johnny Depp skal spille Derek Taylor. Den rolle er skabt er til Johnny Depp," sagde Liam Gallagher for nylig i et interview med britiske Q Magazine.

Filmen kommer efter sigende til at basere sig på bogen "The Longest Cocktail Party: An Insider's Diary Of The Beatles, Their Million Dollar Apple Empire And Its Wild Rise And Fall", som blev skrevet af Taylors assistent hos Apple Corps, Richard DiLello.

Hvornår – og ikke mindst om – filmen bliver en realitet, er der foreløbig ingen meldinger om. Til gengæld er det sikkert, at Gallagher har involveret filmproducenten Andrew Eaton, der blandt andet stod bag det vellykkede "Madchester"-portræt, "24 Hour Party People", i projektet. 

ANNONCE