Nyhed

TV-2 udgiver bagkataloget digitalt

Gruppen fejrer sit 30-års jubilæum med genudgivelsen af alle plader via nettet

I denne måned er det 30 år siden, TV-2 udsendte sit første album, "Fantastiske Toyota", der blev startskuddet på en mildest talt glorværdig karriere for de sympatiske aarhusianere.

I denne anledning har Steffen Brandt og kompagni gjort hele deres bagkatalog tilgængeligt digitalt, så lytterlystne sjæle kan få fingrene i musikken både som download og som streaming. 

I forbindelse med udgivelsen - og jubilæet - har TV-2 samtidig sendt denne lille finurlige beretning fra tiden omkring indspilningen af "Fantastiske Toyota":

"Skal I købe en bakke æg eller lave en plade? Sådan lød det i 1980, da vi mødte op i Ram-studiet ved Århus for at påbegynde indspilningen af vores første LP, "Fantastiske Toyota". Optagelserne foregik i en nedlagt svinestald, og vi var på fuld kost ovre i privaten. Her lærte vi kunsten at lange til fadet og fandt endvidere ud af, at det ikke er helt ligegyldigt, fra hvilken vinkel man overrumpler en farseret porre."

TV-2 udsendte tidligere på året sit 17. album, "Showtime", og kan blandt andet opleves under dette års Grøn Koncert-karavane. 

Bagkataloget kan hentes via digitale tjenester som iTunes, TDC Play og Wimp.

ANNONCE