Nyhed

Mnemic til Day Of Decay

Den aalborgensiske endagsfestival lægger scene til det danske metalband

Den aalborgensiske metalfestival, Day Of Decay, får besøg af de hårdtslående bysbørn i Mnemic, når årets festival finder sted 16. juli.

Arrangørerne har netop tilføjet bandet til programmet, der i forvejen prydes af navne som Textures (NL), Scar Symmetry (SE) og The Interbeing (DK). I samme ombæring må festivalen imidlertid meddele, at et andet aalborgensisk band, thrash-trioen Essence, har måttet aflyse deres optræden på Day Of Decay på grund af personlige årsager.

Ligeledes havde rygtet svirret, at Mnemic ville præsentere afløseren for gruppens hidtidige bassist, Tomas "Obeast" Koefod, der forlod bandet tidligere på året, men det kommer først til at ske ved en senere lejlighed, forlyder det nu fra festivalen.

I stedet vil en stand-in-bassist varetage tjansen under Mnemics koncert, der ligesom resten af programmets optrædende vil kunne opleves i DSB's stykgodsterminal i Jyllandsgade 8 i Aalborg Centrum.

Følgende bands er indtil videre at finde på programmet:

Mnemic (DK)
Textures (NL)
Scar Symmetry (SE)
Severe Torture (NL)
Annotations Of An Autopsy (GB)
The Blackout Argument (DE)
The Interbeing (DK)
Poison My Blood (BE)
9000 John Doe (DK)

Billetter til Day Of Decay kan købes via festivalens hjemmeside.

ANNONCE