x

Lenny Kravitz udgiver nyt album til august

Lenny Kravitz udgiver nyt album til august

Vi har tidligere omtalt, at Lenny Kravitz vil udgive sit niende studiealbum, "Black And White America", til sommer. Nu er der også blevet offentliggjort en udgivelsesdato for albummet, nemlig 22. august. Singleforløberen "Stand" sendes til verdens radiostationer 6. juni.

Albummet bliver Kravitz' første under en ny pladekontrakt med Atlantic Records/Roadrunner efter otte album på selskabet Virgin, og det beskrives af hans nye pladeselskab som et album præget af rock og funk, af Kravitz' karakteristiske guitarriff, iørefaldende melodier og sangbare tekster. Albummet indeholder 16 numre, alle skrevet, arrangeret og produceret af Kravitz selv og er indspillet i Paris og på Bahamas.

Lenny Kravitz følger albummet op med en Europaturné i oktober og november. Turnéen får den oplagte titel "Black And White Europe". Endnu er der ikke offenttliggjort datoer, men Kravitz opfordrer folk til at holde øje med hans hjemmeside og Facebook-side for mere info.

Lenny Kravitz debuterede i 1989 med albummet "Let Love Rule", der viste stor inspiration fra især 60'ernes og 70'ernes rock og soul og blev et stort hit verden over. Siden fulgte en lang række succesfulde plader og hits som "Always On The Run", "Are You Gonna Go My Way", "Fly Away", "I Belong To You" og mange flere. Hans seneste album er "It Is Time For A Love Revolution" fra 2008.

Lenny Kravitz har gennem årene solgt over 35 millioner eksemplarer og indbragt ham fire Grammy-statuetter. Sangskriveren har ved flere lejligheder gæstet Danmark, senest på Danmarks Smukkeste Festival i 2008.

Lenny Kravitz har også arbejdet med film. Han medvirkede i den Oscar-nominerede "Precious" fra 2009, og han er på rollelisten til den kommende filmatisering af Suzanne Collins' populære ungdoms-science fiction-roman "The Hunger Games". Filmen ventes at have premiere til marts 2012.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA