x

Coldplay udgiver ny single på fredag

Coldplay udgiver ny single på fredag

Coldplay har netop offentliggjort, at de på fredag den 3. juni udgiver en ny single med titlen "Every Teardrop Is A Waterfall". Sangen kan købes som download fra 12 middag engelsk tid, altså klokken 13 dansk tid. I Storbritannien kan sangen dog først købes midnat lokal tid natten mellem lørdag den 4. juni og søndag den 5. juni.

Coldplay lover også at streame sangen på deres hjemmeside samme fredag.

Trommeslager Will Champion skriver på gruppens hjemmeside: "Vi skal snart spille på en håndfuld festivaler, så det er et godt tidspunkt at udsende en ny sang."

Coldplay lover endvidere at spille sangen ved deres festivaloptræden på Rock im Park på fredag den 3. juni i Nürnberg i Tyskland, og man må formode, at de også vil spille den ved sommerens øvrige festivalkoncerter, som blandt andet bringer dem til Where The Action Is-festivalen i Göteborg 28. juni – det tætteste, Coldplay kommer på Danmark i denne omgang.

Coldplay skriver ikke noget om, hvorvidt sangen er at finde på deres længe ventede femte album, som de efter planen udsender til efteråret, og som bliver opfølgeren til den millionsælgende "Viva La Vida or Death And All His Friends" fra 2008, men det er da absolut en mulighed.

Coldplay har allerede nu offentliggjort teksten til "Every Teardrop Is A Waterfall" på deres hjemmeside.

Coldplays pladeselskab EMI oplyser endvidere, at sangen herhjemme kan høres fredag klokken 13, altså umiddelbart efter udgivelsen, i programmet Smag på P3.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA