Nyhed

Copenhell er klar til anden omgang

Copenhell 2011 er på trapperne, og det er metal fra både Skandinavien, England, Canada og USA, der pryder programmet, når den anden udgave af metalfestivalen bliver skudt i gang i denne måned.

Programmet for Copenhell 2011 byder på metal i mange afskygninger. The Burning, der i 2008 vandt prisen som "Årets Liveband" ved Danish Metal Awards, er et af de danske navne, der lægger vejen forbi festivalen. Desuden vil blandt andre norske Kvelertak og svenske Opeth, der sidste år fejrede 20 års jubilæum, være med til at stå for det skandinaviske islæt på festivalen.

Navne fra den anden side af Atlanten tæller blandt andre canadiske Anvil samt amerikanske Korn, der således repræsenterer nogle af de store, etablerede navne inden for genren. Endnu et hovednavn er de britiske veteraner Judas Priest, der gæster Copenhell på deres afskedsturné. Arrangør og booker på Copenhell, Jeppe Nissen, fortæller om tilblivelsen af programmet:

– De navne, der er booket på Copenhell i år, er booket ud fra, at metal er en rigtig, rigtig bred genre. I hvert fald for os, der er inde i det. Så vi har prøvet at booke fra A-Z inden for metal, og så vidt som muligt at komme rundt omkring alt fra Judas Priest, som er klassisk heavy metal, over Mayhem, som er legendarisk black metal, til noget helt nyt med Protest The Hero.


– Det handler om at favne bredt inden for noget, der måske lyder smalt. Metal er utrolig mange ting, og det er alle mulige helt normale mennesker, der hører meget af det. Der er også nogle ting, der er rigtig smalle og meget, meget ekstreme, men dem skal der bestemt også være plads til.

Hovedparten af navnene er udenlandske, hvilket forklares ved, at Copenhell bestræber sig på at være en festival, der med rødder i Danmark og København har en international stærk profil. Samtidig er et af festivalens mål at komme langt ned i den danske undergrund og bakke op om den. Derfor har festivalen som noget nyt udviklet en talentscene, hvor syv danske navne vil give koncert.

Festivalens ambitionsniveau er højt, og Jeppe Nissen er ikke i tvivl om, at der er brug for en metalfestival som Copenhell i Danmark:


– Vi vil lave en af de bedste metalfestivaler, der findes. Som tager publikum, musikken og alt omkring metal dybt seriøst. I resten af verden og i Europa er der metalfestivaler, som er virkelig, virkelig store, og som kun koncentrerer sig om ren metal, så der er et publikum til det. Derfor synes vi, at der er grobund for at lave en festival, der decideret er for metalfolk.

Copenhell vil, som sidste år, finde sted på Refshaleøen i København, og igen i år vil der ud over koncerter være mange andre aktiviteter.

– Der kommer rigtig mange sjove ting ude på pladsen. Ud over musik har vi ligesom sidste år en biograf, som vi har udviklet i samarbejde med CPH:DOX, hvor vi viser en blanding af musikrelaterede film og film, der bare generelt er metal ... og så kommer der nogle overraskelser.


Copenhell 2011 bliver afholdt 17. og 18. juni. Køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE