Nyhed

Flere detaljer om nyt New Order-album

Indiemusikkens ”grand old men” udsender d. 28. marts et nyt album med titlen ”Waiting For The Sirens Call”

Som tidligere rapporteret på GAFFA.dk er der nye toner undervejs for de gamle indieguder New Order. Det nye album har fået den tillokkende titel ”Waiting For The Sirens Call”, og vil ikke som tidligere bekendtgjort blive udgivet i februar, men vil først kunne erhverves fra d. 28. marts.

To uger inden udgivelsen af albummet vil singlen ”Krafty” komme i handlen. Andre titler på albummet bliver bl.a. ”Jetstream” og ”Sugarcane”.

Ifølge nme.com har guitaristen Phil Cunningham på dette album også overtaget keyboardet fra Gillian Gilbert, der i forbindelse med bandets sidste tour i 2001/2002 måtte trække sig ud af bandet for at pleje sin syge datter. Cunningham er nu blevet optaget som et fuldtidsmedlem af bandet.


Albummet er blevet co-produceret af Tore Johansson (Franz Ferdinand, The Cardigans, Kira And The Kindred Spirits m.fl.), Stephen Street (The Smiths m.fl.) og John Leckie (The Stone Roses m.fl).

ANNONCE