Nyhed

Tiger Tunes skriver europæisk kontrakt

Party-synthrockerne udkommer i april på V2 i store dele af Europa

Den århusianske gruppe Tiger Tunes, kendt for festlig og skæv powerpoprock med godt med gamle synths, har netop indgået en distributionsaftale for store dele af Europa med det ansete selskab V2, kendt for navne som Mercury Rev, Grandaddy, Stina Nordenstam, The Datsuns, Heather Nova, Bright Eyes, Underworld og mange flere.

Dermed udkommer Tiger Tunes' halvandet år gamle debutalbum "Absolutely Worthless Compared To Important Books" i april i resten af Skandinavien, Finland, Tyskland, Østrig og Schweiz og bliver samtidig genudgivet herhjemme, hvor det har været utilgængeligt, siden selskabet bag, Bird Hits Plane, lukkede sidste år.

– Vi var i forvejen på jagt efter en europæisk distributør, og ønsket blev ikke mindre, da vores danske selskab lukkede, fortæller Tiger Tunes' manager Mogens Knudsen alias Mr. Moe til GAFFA.dk og fortsætter: – Nu kan vi forhåbentlig leve op til titlen "årets håb", som vi vandt ved prisuddelingen Steppeulven sidste år.


Dækker kontrakten også fremtidige udgivelser med jer?
– Ikke nødvendigvis. V2 har sagt, at de lige vil se, hvordan det går med den første her, før de vil afgøre, om de fortsætter samarbejdet med os. Men vi krydser da fingre.

Udgivelsen følges op med en uges turné i Tyskland i april som opvarmning for de lokale helte Wir Sind Helden, som Tiger Tunes tidligere har spillet med i forbundsrepublikken. Derpå følger en længere tysk klubtur i maj.

Tiger Tunes har allerede spillet 45 koncerter syd for grænsen, efter at de sidste år fik en tysk manager og udgav en ep i Tyskland, og det var også den tyske forbindelse, der skaffe tigerdyrene kontrakten med V2.


Den nye udgave af "Absolutely..." bliver i øvrigt en smule anderledes end den første, idet sangen "Fat" er erstattet af to numre fra sidste års ep "Forget About The Stupid Rocket Idea!", ligesom coveret er nyt.

ANNONCE