Det kommende album fra ellers så produktive Lil’ Wayne er nu udskudt til slutningen af august
Først lød beskeden, at Lil' Waynes opfølger til kæmpesuccesen "Tha Carter III", skulle udkomme i slutningen af 2010 – eventuelt sammen med den rock-inspirerede "Rebirth". Det skete som bekendt ikke, og dernæst lød det, at albummet ville udkomme samme dag, som Weezy blev løsladt fra spjældet.
Det skete heller ikke, fordi rapperen ville indspille helt nye tracks til pladen. Siden har udgivelsesdatoerne for albummet lydt på både den 16. maj og 21. juni, men nu er seneste melding, at albummet udkommer 29. august. Og det er selvom, Wayne gentagne gange har udtalt, at pladen er færdigindspillet og klar til udgivelse. Vi er ikke ude i "Detox"-lignende tilstande, men Waynes produktivitet taget i betragtning er det usædvanligt, at pladen ikke bliver udgivet.
Det bliver sandsynligvis det første Lil' Wayne-album i lang tid, der ikke er indspillet under heftig påvirkning af pot og hostesaft, og der er gisninger blandt mandens fans i forhold til, hvordan det vil påvirke hans egenskaber som rimsmed.
Indtil videre har singlerne "6 Foot 7 Foot", "John" og "How To Love" set dagens lys, og en fjerde single er sat til udgivelse den 4. juli. Blandt de gæster man vil finde på "Tha Carter IV" er Kanye West, T-Pain, Young Jeezy, Drake, Jadakiss Kevin Rudolf, Tech N9ne, Rick Ross og Cory Gunz. Desuden rygtes det at Eminem kommer til at medvirke på nummeret "Anne".
"Tha Carter IV" udkommer indtil videre den 29. august.