Nyhed

Bob Marleys 60-års-dag markeres på Vega

Mindeaften i København lørdag 5. februar med Freddie McGregor live, seminar, sound system og meget mere

Lørdag d. 5. februar løber der et ganske særligt arrangement af stablen i Vega i København. Ved denne lejlighed indbydes der nemlig til fødselsdagsfest for at fejre reggaestjernen Bob Marleys 60 års fødselsdag dagen efter – selvom det er 24 år siden, han døde af lungekræft.

"The King Of Reggae Music" Bob Marley forlod denne jord i 1981, kun 36 år gammel. Han formåede i løbet af sin korte karriere, der tog sin begyndelse på Jamaica i 1962, at placere Jamaica på det musikalske verdenskort, at introducere reggaemusikken til resten af verden samt at bringe rastafari-religionens budskaber om fred og kærlighed til alverdens folkeslag.

Billboard Magazine har kåret ham til "Artist of the Century" og samme musikmagasin har hædret ham med den prestigefyldte "Diamond Award" for hans "Legend"-album, der herhjemme er på listen over de ti mest solgte album hos Fona.


I år ville Bob Marley så være fyldt 60 år, og overalt i verden vil reggaekongen blive fejret på behørig vis. Herhjemme sker det ved et stort arrangement i Vega i København lørdag d. 5. februar, hvor der er såvel internationale som lokale reggaenavne på plakaten. Fra Jamaica kommer selveste Freddie McGregor med band, et lokalt børne-reggaeband vil give deres specielle hyldest til Marley, ligesom der vil blive afholdt et seminar om rastafari, reggae og Bobs liv. Den kendte radiovært Hans Otto Bisgaard er aftens gæstetaler.

Aftenen vil derudover byde på afrikansk/jamaicansk Nyah Bingi-drumming, videooptagelser med Marley, ligesom det kendte reggaediskotek Sky Juice Sound System vil spille Marley-klassikere til den lyse morgen.

Programmet starter kl. 19:00, og det er en god idé at komme tidligt, da der meget vel kan blive udsolgt. Arrangøren er den herboende jamaicanske reggaepromoter Supa Mikes fra Sky Juice Productions, der i mange år har arrangeret disse fester med formålet at ære mindet efter hans kendte landsmand og fortsætte udbredelsen af reggaemusikken i Danmark. Tjek http://www.skyjuice.dk for yderligere information.


Sky Juices hjemmeside


ANNONCE