Det amerikanske rockband går i studiet i næste måned
Efter lang tids venten kan fans af Aerosmith endelig glæde sig til et nyt album fra gruppen. Ifølge websitet nme.com begynder bandet nemlig at indspille den nye plade om ganske kort tid.
Bandets guitarist Joe Perry har tilkendegivet på sin twitter-profil at "hele bandet har planer om at gå i studiet med Jack Douglas (producer, red.) den anden uge i juli for at arbejde på en ny Aerosmith-cd".
Ligeledes skrev han: "Lægger nogle nye numre ud denne uge. Har lyttet til kommentarer fra fans de seneste år, og puttet dem i en kreativ blender".
Den nye plade vil blive bandets femtende studiealbum og følger op på "Honkin' On Bobo" fra 2004. Dengang skrev GAFFAs anmelder:
"[…] i dette set-up er der ingen af de vanlige tyngende krav om stadionrock og hitballader, kun gruppens egen lyst til party, frem-i-skoen-aggressivitet og rock'n'roll. Og så viser de i øvrigt også andre sider af bluesen end festen, både med både droneagtigt mørke og skævslået twang. Ikke en cd med nyopfundne dybe tallerkerner, men for Aerosmith er dette et vigtigt skridt tilbage i den helt rigtige retning. Fire stjerner med pil op."
En ny pladeudgivelse har blandt andet ladet vente på sig, fordi forsanger Steven Tyler har optrådt som dommer i American Idol, og ifølge trommeslager Joey Kramer kan man forvente, at det kommende album bliver en "old-school Aerosmith-plade".