x

Korn klar til dansk koncert

Korn klar til dansk koncert

Om lidt mere end en uge finder Copenhell-festivalen sted. En af de to headlinere er nu-metal-mastodonterne Korn fra Bakersfield. Korn har solgt omkring 30 millioner album verden over og kommer den 17. juni til København. Vi har fanget Korns tur-guitarist Wesley Geer, som spiller i stedet for Brian "Head" Welch, og har stillet ham et par spørgsmål.

Hvordan er det gået i øveren?

– Øveren er sådan set min sofa derhjemme eller et hotelværelse, hvor jeg øver det, vi vil spille. Lige nu har jeg fået en cd af JD (sanger Jonathan Davis, red.) med et par sange, som vi vil tilføje til vores sætliste. Nogle gange har vi også et jam-værelse til showene, eller vi øver nogle ting ved lydprøven. Det er altid sjovt at se, hvordan gutterne fungerer sammen.

Hvad kan vi forvente os af koncerten til Copenhell?

– Ærligt talt ved jeg ikke, hvad I kan forvente, haha! Jeg går ud fra, at I kan forvente et par Korn-klassikere, som bliver spillet på nye måder, altså rigtig seje sange. Korn kan altid godt lide at mikse det hele. Jeg øver rent faktisk lige nu nogle sange, mens jeg svarer på dine spørgsmål. Men indtil jeg har fået sætlisten til den kommende koncert, ved jeg ikke, hvad vi spiller.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?

– At være på turné, det vil sige rejse, sove konstant i bussenge, ikke få nok søvn et cetera gør mig ret anspændt. Jeg strækker derfor meget ud. Jeg beder og mediterer også, taler til universet og siger tak og prøver at komme over nervøsiteten og prøver at få en connection til det publikum, der venter på os derude for at se os spille.

– Du skal vide, at jeg ser det som en gave, at jeg kan leve af at spille musik, så jeg minder mig altid selv om det inden et show og husker, hvad der virkelig er vigtigt i livet, og det har ikke særlig meget med penge eller med at være kendt at gøre. Så derfor tænker jeg på mine venner og min familie derhjemme og specielt på de af dem, som ikke har det så godt.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Det skifter, men det plejer at være energidrinks, vand, øl, cola, mad, blåbær, bananer, jordbær, så vi kan prøve at forblive sunde. Det er det basale for "at overleve" … det plejer at være det typiske.

Hvad hører I i turbussen? 

– Jeg har lyttet til Pendulum, siden vi spillede med dem til Donnington-festivalen. Jeg kendte dem ikke rigtigt før. Eller til Stillwell (sideprojektet fra Korn-bassisten Fieldy, debutalbummet "Dirtbag" er ude, red.), som skriver nye sange, til The New Regime og selvfølgelig til Korn og til mit nye projekt theDamages (se Twitter-profil).

 

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion

Tjek også Wesley Geers hjemmeside

Køb billetter til Copenhell via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA