x

Ja Rule bag tremmer

Ja Rule bag tremmer

Onsdag 8. juni fik rapperen Ja Rule dommen, efter han for et halvt år siden erkendte sig skyldig i at være i strafbar besiddelse af våben. Resultatet er, at manden bag "Always On Time" skal to år i fængsel.

Jeffrey Atkins aka Ja Rule sagde ifølge Reuters ikke et ord under retsforløbet i New York State Supreme Court, da den fire år gamle sag skulle afsluttes. Ifølge myndighederne trak politiet den nu 35-årige rapper og skuespiller til side efter en koncert i New York i 2007, hvor de i hans bil fandt en semi-autimatisk pistol, og kort inden domsasigelsen skrev rapperen følgende til sine 50.000 Twitter-tilhængere:

"Jeg er på min terrasse, hvor jeg holder mit sidste øjebliks frihed. Jeg elsker alle mine fans. Smerte er kærlighed".

Ifølge Reuters skal Ja Rule afsone to år, men kan komme ud efter mellem 18 til 20 måneder, hvis han afsoner med god opførsel. Ja kan dog risikere endnu mere fængselstid, når en skattesag bliver afgjort. Han har erkendt sig skyldig i skatteunddragelse i perioden 2004 til 2008. Det vides endnu ikke, hvornår der falder dom i den sag.

Ja Rule debuterede i 1999 med "Venni Vetti Vecci" og havde planlagt at udsende både albummet "The Renaissance Project" og albummet "Pain Is Love 2", inden han skulle i fængsel, men ingen af dem har endnu set dagens lys.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA