Nyhed

The Black Keys sagsøger reklamebureau

Valley National Bank har brugt nummeret ”Tighten Up” uden tilladelse

The Black Keys har lagt sag an mod reklamebureauet Della Femina Rothschild Jeary and Partners for at have benyttet deres sang "Tighten Up" i en reklame for Valley National Bank, skriver Rollingstone.com. Sagsanlægget hæfter sig i særdeleshed ved, at der ikke er blevet bedt om tilladelse til at benytte nummeret, og at bandet ikke har modtaget kompensation.

Bandet vandt en Grammy for sangen i kategorien "Best Rock Performance", og nummeret blev da også fremhævet i GAFFAs femstjernede anmeldelse af "Brothers", hvor anmelder Erik Barkman skrev:

"Brothers er legesyg og traditionsbevidst i omtrent ligelige mængder, fra Tighten Up's funky riff og samplede trommer til den klassiske soul-ballade These Days, hvor Dan Auerbach folder stemmen smukt ud. Albummet kunne med fordel være et kvarters tid kortere, men Black Keys' karakteristiske sound har aldrig præsenteret sig så appetitligt."


Black Keys pladeselskab har givet både reklamebureauet og banken besked, men begge har indtil videre ignoreret sagsanlægget. Pladeselskabets advokat udtaler desuden til Billboard.com, at bandet har søgt om erstatning proportionelt med sangens popularitet, der udregnes i forhold til et albumsalg på 735.000 eksemplarer.

 

ANNONCE