Nyhed

Fleet Foxes til Danmark

Seattle-bandet dukker op i Falconer Salen til november

I maj udkom det andet album fra amerikanske Fleet Foxes, og til november bliver der så endelig mulighed for at høre de nye sange, når bandet lægger vejen forbi Falconer Salen i København.

Seattle-bandet havde kun to år på bagen, da de med stor succes udsendte deres debutalbum. Efterfølgende gæstede de både Beatday og Roskilde, men har ikke været i landet siden, så mon ikke der er mange, der vil se frem til at se bandet indenfor for første gang.

Her kommer de til at spille en del materiale fra "Helplessness Blues", der som nævnt udkom i maj. Dengang roste GAFFAs Finn P. Madsen gruppen for deres vilje til at eksperimentere og skrev blandt andet:


"Fleet Foxes har overvundet den svære toers forbandelse og er kommet helskindet og mere vise ud på den anden side, uden at give slip på sig selv eller forbillederne".

Bandet kan opleves i Falconer Salen 10. november, og forsalget starter fredag 17. juni via Billetlugen.

ANNONCE