x

The Tremolo Beer Gut klar med fan-kit

The Tremolo Beer Gut klar med fan-kit

I juli måned udfordrer musikagenturet Bobkat Agency og surfrockbandet The Tremolo Beer Gut publikum ved at tilbyde et helt fan-kit i forbindelse med deres kommende mini-turné i Danmark, hvor bandet gæster København, Kolding og Aarhus.

For 150 kroner får man, hvad der er beskrevet som "en svedig, røgfyldt og røvsparkende garage-surf-koncert" plus dj, gratis øl og ti mp3'ere, som man straks efter billetkøb kan downloade og bruge som opvarmningsmusik til koncerten. Og som en bonus får man også en Tremolo Beer Gut-skjorte, der normalt koster 250 kroner, smidt med i købet.

Trommeslager og sangskriver Jesper Reginal skriver i et nyhedsbrev fra pladeselskabet Crunchy Frog:

"Efterhånden koster det en bondegård at sidde bag en pille i Parken og høre en mulm genklang af en storskærmsvideo gennem pøblens prutten. Hvad sker der med value for money? TBG tager konceptet til nye højder ved at tilbyde følgende deal: 1 stk TBG live show - close up and personal, 1 kick arse DJ (Manoj Ramdas i KBH og Kolding. Kim Kix i Aarhus), 1 gratis bajer, 10 mp3-downloads af bandets live-klassikere og ikke mindst en bona fide vaskeægte Tremolofonisk kortærmet skjorte i lige din størrelse - for kun 150 kroner i forsalg. Jotak fine venner: forsalgsbilletterne kan købes i størrelse Small til XL (bajerne er lige store). Det er da noget af et tilbud. Normalpris 450 kroner. Det betyder en gevinst på 300 kroner for dig, og hvis du tager en ven med tjener du 600... I kan godt se fidusen, ikk? Alle kan blive sindssygt rige på dette her. Man skulle næsten tro det var ulovligt". 

 

Koncerterne finder sted følgende steder:

16. juni: KB18, København - The Tremolo Beer Gut + DJ Manoj Ramdas (kendt fra Spektr, Sort Sol, The Raveonettes med flere)

17. juni: Pitstop, Kolding - The Tremolo Beer Gut + DJ Manoj Ramdas

18. juni: Musikcaféen, Aarhus – The Tremolo Beer Gut + DJ Kim Kix (PowerSolo, Hank Robot med flere)  

 

Billetpriser:

Fan-kit: 150kr, fås i S, M, L og XL pga. TBG-skjorten

Entré ved indgang: mellem 60-90 kroner ved de tre koncerter.

Billetter til koncerten på Musikcaféen i Aarhus kan købes via GAFFA Live.

Info om billetsalg til de øvrige koncerter findes her.


Til september udgiver The Tremolo Beer Gut deres næste album, som får tilen "Under The Covers With...".    



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA