Nyhed

Musikalsk optur hos DR

I fremtiden skal DR styrke indsatsen på musikområdet

I følge DRs hjemmeside har man valgt at ansætte en kunstnerisk chef, som skal strække kreative tankebaner mellem DRs seks kor og orkestre, som er: DR Symfoniorkestret, DR Underholdningsorkestret, DR Big Bandet, DR Koncertkoret, DR Vokalensemblet og DR Pigekoret. 

Den kommende chef vil få det samlede ansvar for den kunstneriske, organisatoriske og økonomiske del og herunder også ansvaret for repertoire, gæstespil, budgetter, rekruttering og personale. 

DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl udtaler på DRs hjemmeside:


"Med tre kor, tre orkestre og fantastiske rammer i et koncerthus af international klasse, så er barren sat højt. Og den nye kunstneriske chef skal være med til at sikre at samarbejdet bliver styrket og forventningerne indfriet".

I Koncerthuset, på scener rundt i landet og ved turneer i udlandet, vil de forskellige kor, orkestre og kunstnere i de kommende år samarbejde om projekter, programmer og events i højere grad end i dag. 

Koncerthuset i DR Byen, hvor Ryan Adams i tirsdag spillede en seksstjernet koncert, er kunstnernes hjemsted. I de kommende år vil der her blive lagt vægt på udviklingen af helt nye tilbud til publikum og kunder i alle aldre. Der vil blandt andet blive skruet op for den rytmiske musik i huset, og i dagtimerne vil der blive udviklet en række musikalske aktiviteter for børn og unge. DRs vision er, at Koncerthuset om nogle år vil være åbent døgnet rundt året rundt, og Leif Lønsmann, som er den nuværende musikchef, bliver ny chef for Koncerthuset.


Samtidig fortsætter Ole Bækhøj som orkesterchef og daglig leder af DR Symfoniorkestret. Tatjana Kandel fortsætter som orkesterchef og daglig leder af DR Underholdningsorkestret og korvirksomheden, og orkesterchef Mogens Bähncke vil fortsat være leder af DR Big Bandet.

DR forventer at kunne udpege den ny chef i løbet af efteråret.

 


ANNONCE