x

Gagas kødkjole i Rock ’n’ Roll Hall Of Fame

Gagas kødkjole i Rock ’n’ Roll Hall Of Fame

Skal man alligevel en tur over Atlanten i sommerferien, kan man muntre sig med at gå ind på Rock 'n' Roll Hall Of Fame-museet i Cleveland, Ohio og kaste et blik på Lady Gagas berømte kødkjole, som hun havde på til sidste års MTV Music Awards. Som de fleste vil huske, skabte kjolen en del røre i andedammen sidste år, og der var flere spekulationer om, hvorvidt den overhovedet var lavet af kød.

Den skulle nu være god nok, at kjolen er lavet af argentisk oksekød, og den er blevet tørret og behandlet af konservatorer forud for udstillingen. På grund af tørringsprocessen er kjolen blevet noget mørkere i det, og den er derfor blevet behandlet for at få et "friskere" look.

Kjolen, der bliver en del af museets udstilling "Women Who Rock: Vision, Passion, Power", bar Gaga oprindeligt for at vise, at hun "ikke var et stykke kød", og da dyrerettighedsaktivister løftede pegefingeren, sammenlignede popsangeren det med at bære læder, og spurgte om soja-politiet mon ville komme efter hende, hvis hun havde en tofu-kjole på.

Kjolen er på mange måder blevet et symbol på Gagas vilde fremtoning, og nu er der således mulighed for at opleve den kontroversielle beklædningsdel ved selvsyn, hvis man skulle have de lyster.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA