Nyhed

Bruce Dickinson medvirker i video for luftfartssikkerhed

Iron Maiden-forsangerens stemme kan også høres i en undervisningsvideo for piloter

Ved siden af heavy-bandet Iron Maiden er sanger Bruce Dickinson uddannet pilot og ansat hos Astraeus Airlines, hvor han i 2010 blev udnævnt som marketingchef. Og nu har han også lagt stemme til en video om luftfartssikkerhed.

Ifølge Gigwise har Bruce Dickinson lagt stemme til "Safety In The Balance"-videoen for den britiske Civil Aviation Authority, der blandt andet rådgiver piloter.

I videoen siger Dickinson blandt andet:


"Hej, jeg er Bruce Dickinson og jeg er med i denne video for at fortælle dig, hvorfor din læsning af et fly kan gøre en reel forskel i luftfartsikkerheden".

Tidligere denne måned udgav Iron Maiden deres seneste greatest-hits samling "From Fear to Eternity: The Best of 1990-2010".

Bandet kan også opleves på dette års Roskilde Festival, hvor det bliver det fjerde besøg på den danske festival for det engelske metal-band. Sidst de besøgte festivalen var i 2003, hvor bandet stod på Orange Scene og leverede en forrygende koncert, der dengang fik tildelt fem stjerner af GAFFAs Keld Rud.


Om den kommende koncert siger bassist Steve Harris i en pressemeddelelse:

"Roskilde Festival har altid været et helt særligt sted for Iron Maiden. Der er en fantastisk atmosfære, og publikum er nogle rigtige festaber! Vi har hørt, at festivalstemningen er federe end nogensinde før, og eftersom vi ikke har været der siden 2003, ser vi virkelig frem til at finde ud af, om det er sandt!"

ANNONCE