Nyhed

Cd-salget er stadig faldende

Der blev i 2004 solgt syv procent færre cd'er end i 2003

Mængden af cd'er, der bliver langet over disken i butikkerne, bliver stadig mindre. Helt præcis er salget i 2004 faldet med syv procent i forhold til året før, og det er således fjerde år i træk, at salget falder.

Specielt julemåneden levede ifølge Pladebranchen.nu ikke op til forventningerne, og der blev således solgt hele 18 procent færre cd'er end samme måned sidste år. Specielt gik salget af den danske musik skidt. Her lå salget hele 29 procent under sidste års salgstal, mens det internationale salg klarede sig en anelse bedre. Kim Larsen blev iøvrigt ikke overraskende årets bedst sælgende danske kunstner.

Skal man se lidt positivt på denne udvikling, så er faldet i det mindste ikke så stort, som de foregående år, men det trøster dog ikke branchen, der i høj grad lægger ansvaret for det svigtende salg på den stadig større illegale kopiering og downloadning samt på den stigende mængde af parallelimport.


ANNONCE