Thordals nye album bliver udsendt af Universal i slutningen af marts
Sprogekvilibristen Kenneth Thordal har netop skrevet under på en kontrakt med Universal, der således udsender hans kommende album, der bliver indspillet i februar og udgivet allerede i slutningen af marts.
Thordal har siden 80’erne huseret i det danske musikmiljø som både musiker og producer, og i 2003 kom så det første egentlige soloalbum med titlen ”11 Salmer Fra Bunden Af Havnen”. Albummet blev mødt med stor ros blandt kritikerne, og Thordal blev på baggrund af sin raffinerede og finurlige sprogbrug sammenlignet med navne som Kim Larsen, C. V. Jørgensen og Nikolaj Nørlund.
Nu er Thordal så klar med opfølgeren, og at dømme ud fra sangtitler såsom ”Krøllet Komet”, ”Hyp, Lille Popsvin”, ”Skanderborg Skyline” og ”Sne Over Jerusalem”, bliver der fulgt op på stilen fra debutalbummet. Desuden kan det bemærkes, at teksterne til sangene ”Toget Til Island” og ”Op I Røg” er skrevet i samarbejde med hhv. Peter Sommer og Peder Bundgaard.
Albummet bliver produceret af Finn Verwohlt, der tidligere har assisteret kunstnere som Lars H.U.G., Elisabeth og Nanna.