Nyhed

Soundgarden er i fuld gang med nyt album

Bandets guitarist, Kim Thayil, giver en opdatering af, hvordan det går med indspilningerne af den nye plade

Efter Soundgarden blev gendannet i januar 2010, har bandet ikke ligget på den lade side. Den 2. juli tager de på turné i Nordamerika i en måned, hvilket giver dem en lille pause i indspilningen af deres kommende album.  

Kim Thayil fortæller til websitet rockaaa.com:

"Vi har omkring 14 sange i forskellige stadier. Tidligere havde vi en bestemt tidsramme, hvor vi indspillede alt på samme tid, men vi kan ikke arbejde sådan lige nu. Matt (Cameron, red.) er engageret i Pearl Jam, Chris (Cornell, red.) skal på soloturné og Soundgarden turnerer i juli. Så vi indspiller imellem alle disse arrangementer, hvilket faktisk har vist sig at være meget bedre for os. Det letter på en måde presset. […] Vi kan arbejde i vores eget tempo og tage en ting ad gangen."


Indspilningerne af albummet er stadig i et tidligt stadie, men Soundgarden-guitaristen løfter alligevel sløret for, hvilke slags sange pladen kommer til at indeholde:

"Vi har altid prøvet at udforske det at lave virkelig tung og aggressiv musik uden at lyde som en flok primitive fjolser. Jeg tror, disse sange er en slags udforskning af denne idé. Nye måder at udtrykke aggression, vrede og fjendtlighed på."

Slutteligt fortæller Thayil, at han ikke er i tvivl om, at gendannelsen af Soundgarden har været det rigtige for bandet:


"Det gør mig meget taknemmelig at være i et band. I lang tid havde jeg ikke lyst til at tænke på pladekontrakter, managers og udgivelser – jeg ville bare jamme med mine venner, drikke øl og nyde mit liv. Men det føles godt at gøre det her igen. Jeg tror vi har det sådan alle sammen".

Der findes endnu ingen officiel udgivelsesdato for det kommende album, så fans må væbne sig med tålmodighed. 

ANNONCE