Nyhed

Dirty Projectors indspiller nyt

Brooklyn-gruppen er på vej i studiet for at indspille et nyt album

Dirty Projectors udgav i 2009 albummet "Bitte Orca", som websitet Pitchfork tildelte titlen som årets næstbedste album. Udgivelsen gav dem efter syv år deres gennembrud, og nu er de igen på vej til studiet, denne gang for at indspille et syvende album til samlingen.

I følge Pitchfork har gruppen netop meddelt på deres Facebook, at de er på vej tilbage i studiet for at indspille et nyt album i løbet af sommeren. Frontmanden David Longstreth (billedet) har i løbet af bandets karriere skiftet hele tolv medlemmer ud i gruppen, før han er endt med de nuværende fem musikere og vokalister i Dirty Projectors, som undervejs har arbejdet sammen med internationale navne som Björk og David Byrne. 

I forbindelse med sidste års Roskilde Festival, fangede GAFFAs Anders Hjortskov David Longstreth til en snak om deres seneste album "Bitte Orca". Den gang sagde frontmanden:


"Vi tager det sådant set bare et album ad gangen. Det har til gengæld været meget forskelligt, hvor lang tid det har taget at lave et album alt efter hvilken vej, vi har forsøgt at tage det hen. Jeg forsøger at gøre ting anderledes og gøre det på en frisk og ny måde hver gang. Jeg vil aldrig bare lave den samme ting igen og igen. Det er meget afhængigt af, hvad sangen vil og behøver af tid, og så tager det den tid".

Så man skal nok ikke forvente, at bandet forsøger at kopiere succesen med "Bitte Orca", men hvordan de næste udspil fra bandet kommer til at lyde, finder vi nok først ud af sidst på året.

ANNONCE