x

Sade gæster Herning

Sade gæster Herning

Sidst Sade optrådte i Danmark var i et fyldt Forum i København den 9. maj, hvor de gav deres første danske koncert i 25 år. GAFFAs anmelder Sohail Hassan tildelte koncerten seks ud af seks stjerner og skrev i sin anmeldelse, at det var "en af de bedste koncerter nogensinde". Nu kommer der endnu en mulighed for at opleve den populære gruppe.

Samtlige af Sades fem studiealbum har haft en Top 10-placering i både UK og USA, og gruppen har i tidens løb solgt over 57 millioner album, hvilket gør Sade Adu til den bedst sælgende kvindelige musiker i England nogensinde.

Sade debuterede i 1984 med albummet "Diamond Life", der indeholder klassikerne "Smooth Operator" og "Your Love Is King". Det seneste album "Soldier of Love" udkom sidste år efter en albumpause på ti år, og der var otte år mellem album nummer fire og fem. Siden har gruppen som nævnt optrådt i Forum i København, og nu er de altså klar til at gæste den jyske del af Danmark.

Koncerten afvikles den 20. november.

Billetsalget starter onsdag den 29. juni kl 10.00 via BILLETnet.dk, telefon 70 15 65 65 eller Posthuset.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA