Nyhed

Bush klar med ny sang

Den gendannede gruppe har frigivet en sang som optakt til udgivelsen af albummet "The Sea Of Memories"

I juni 2010 kom det frem, at Gavin Rossdale havde samlet bandet Bush, dog kun med ham selv og trommeslageren Robin Goodridge fra den oprindelige besætning. Nu er den nye version af gruppen klar med et nyt track, der varmer op til udgivelsen af albummet "The Sea Of Memories".

Første melding var egentlig, at det kommende album skulle hedde "Everything Always Now" og udkomme i oktober måned. Men både titel og udgivelsesdato er siden blevet ændret, så bandets femte album nu i stedet udsendes til september.

Første udslip er sangen "All My Life", der lige nu kan hentes gratis hos EA Sports. Samarbejdet med spilfirmaet skyldes, at et andet nummer fra det kommende album vil være inkluderet på konsolspillet "NHL 12". Men titlen på det nummer offentliggøres først 25. juli, hvor man til den tid kan finde ud af, hvilke sange der ellers er med i spillet og samtidig hente endnu et Bush-nummeret gratis på deres webside.


Gendannelsen af Bush sker uden Nigel Pulsford (guitar) og Dave Parsons (bas), der begge fik tilbuddet, men valgte ikke at vende tilbage til gruppen. I stedet styres guitaren nu af Chris Traynor, der erstattede Pulsford på den sidste Bush-turné og også spillede i Gavin Rossdale-bandet Institute, og på bas finder man nu Corey Britz.

Det kommende album er produceret af Bob Rock og udsendes til september.

ANNONCE