Michael Møllers internetprojekt kommer på cd og vinyl

Michael Møllers internetprojekt kommer på cd og vinyl

1. maj lancerede moi Caprice-sangeren Michael Møller det storstilede projekt "A Month of Unrequited Love", hvor han hver dag i maj måned ville lægge en ny sang op til download på hjemmesiden amonthofunrequitedlove.com, altså i alt 31 sange, alle om ugengældt kærlighed. Sangene kunne downloades gratis den dag, de blev lanceret, og har siden ligget til stream.

Hvis man har villet, har man kunnet donere penge til Michael Møller, og hvis Møller fik samlet penge nok, ville han så udgive projektet på dobbelt-cd og - om muligt - som tredobbelt vinylplade. En udgivelse, der ville blive sendt til dem, der ønskede det og havde doneret henholdsvis minimum 200 og 300 kroner. Hvis ikke Møller fik samlet penge nok inden 15. juni, ville pengene blive refunderet. Hvis man donerede mere, ville man modtage bonusmateriale, og hvis man donerede mindre, ville man modtage sangene til download.

Nu kan Michael Møller så oplyse, at han har samlet penge nok ind til at udgive kærlighedssangene både på dobbelt-cd og som tredobbelt vinylalbum. Møller fortæller:

– Jeg har modtaget næsten 200 donationer og alt i alt cirka 46.000 kr., hvilket nærmest præcis dækker omkostninger til produktion af både dobbelt-cd og tredobbelt vinyl. Med andre ord kan jeg glad og stolt fortælle, at "A Month of Unrequited Love" udkommer i begge formater. Velsagtens den første crowdfundede cd i Danmark og vist også den første triplevinyl i dansk rockhistorie – hvis opsamlinger ikke regnes med i hvert fald.

Michael Møller fortæller videre, at dobbelt-cd'en og triplevinylalbummet formodentlig bliver sendt til donorerne i begyndelsen af august, og at han vil følge den fysiske udgivelse op med nogle koncerter i september.

Alle donorerne har i øvrigt fået en personlig mailhilsen fra Michael Møller.

Albummet bliver også udgivet som helt almindelig dobbelt-cd og triplevinyl, som efter planen vil kunne købes i butikkerne engang i august og i øvrigt bliver udgivet af pladeselskabet Tigerspring. Sangene kan også nu købes som download via TDC Play og ligger stadig til stream endnu et stykke tid på amonthofunrequitedlove.com.

"A Month of Unrequited Love" har i øvrigt fået fremragende anmeldelser. GAFFAs Michael José Gonzalez tildelte således udgivelsen fire stjerner, og det samme gjorde Politiken, mens der var hele fem stjerner fra Berlingske, Jyllands-Posten, Urban, Soundvenue og Undertoner samt en meget positiv anmeldelse i Information.

Da Michael Møller lancerede projektet, gav han et længere interview til GAFFA, som du kan læse i vores artikelsektion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA