Nyhed

Københavns kulturborgmester støtter Pumpehuset

Pia Allerslev er åben over for at bevilge ny støtte til det genåbnende spillested, når det nuværende tilskud udløber ved udgangen af 2012

Efter det københavnske spillested måtte dreje nøglen om i juni 2010 på grund af økonomiske problemer, har initiativerne til at få det på benene igen været mange. Nu genåbner Pumpehuset snart med en ny ejerkreds og bevilget økonomisk støtte fra Københavns Kommune.

Efter Pumpehuset gik konkurs sidste sommer, opfordrede Københavns Kommune folk til at komme med forslag til, hvordan stedet skulle drives i fremtiden. Det bedste forslag, der blev valgt ud blandt 21 andre, kom fra Ronnie Hansen, der tidligere har siddet i ledelsen hos Vega, og Kristoffer Bramsen, som blandt er manden bag den elektroniske festival RAW samt medstifter af eventmakerne Ohoi! De to vil fremover være ejere af Pumpehuset, der vil modtage kulturtilskud fra Københavns Kommune. Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev (V) fortæller om tilskuddet:

– Pumpehuset har i foråret 2011 indgået en aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen, som fastlægger rammer og målsætninger for driften af Pumpehuset frem til udgangen af 2012. Pumpehusets nye kunstneriske ledelse har skitseret nogle meget spændende perspektiver for udvikling af Pumpehuset som multikulturhus med fokus på både musik og teater. Med udgangen af 2012 udløber kommunens kulturtilskud til Pumpehuset. Vi vil forsøge at finde midler til fortsat kulturaktivitet i Pumpehuset i budgetforhandlingerne i efteråret 2012, og så må vi tage en snak med Pumpehusets ledelse, når vi når dertil.


Det er blandt andet Dansk Live, en fusion mellem spillesteder.dk og Festivaldanmark, der for øjeblikket lægger øget pres på politikerne i håb om, at de danske spillesteder vil opnå mere økonomisk støtte. En sag Pia Allerslev vil se nærmere på i fremtiden:

– Det er klart, at spillestedernes forretningsmodel skal kunne hænge sammen med de krav, som bliver stillet til dem fra kommunal og statslig side. I forbindelse med udpegning af regionale spillesteder for den kommende 4-årige periode, 2013-2016, vil vi derfor se på, om der er behov for at ændre på kravene, eller om vi skal omprioritere i den ramme, som vi har til rådighed.

Pia Allerslev støtter op om de regionale spillesteder i København, og hun ser helst, at musiklivet får det bedst mulige politiske og økonomiske afsæt:


– Jeg ser da meget nødigt, at støtten bliver mindre. Erfaringerne fra de seneste år viser med al ønskelig tydelighed, at spillestederne er hårdt presset økonomisk, og jeg har svært ved at forestille mig, at de kan levere den samme høje kvalitet for færre midler. De regionale spillesteder har en forpligtelse til at præsentere musikalske oplevelser af høj kunstnerisk kvalitet. De skal samtidig præsentere smalle genrer og nyskabende musik, som ikke er kendt i den brede befolkning. Jeg er optaget af at sikre, at København har et levende og mangfoldigt musikliv. København oplever et sandt boom i antallet af arrangementer og mindre festivaler, som supplerer de eksisterende spillesteder med nye oplevelser. Det er en tendens, som jeg synes er givende for både byen og musikmiljøet.

Pumpehuset genåbner i løbet af efteråret.

 


 

 

ANNONCE