Nyhed

Endnu to festcamps forlader Roskilde

De to store festlejre Van Damme og Orange Camp holder afskedsfester på festivalen onsdag

Roskilde Festivals to mest kendte camp-diskoteker, festlejrene Orange Camp og Van Damme, har begge annonceret deres afskedsfest på onsdag. Hermed lukker alle festivalens tre regulære campingscener, efter også Promilleservice under stor bevågenhed meddelte deres afbud få dage før årets festival.

Det skriver www.ibyen.dk

Det er Roskilde Festivals nye og strammere regler for campinglejrene, der har gjort udslaget for Van Damme Camp og Orange Camp, der har været med på festivalen i henholdsvis syv og fire år.


"Vi er handicappede af Camp Codex'et", siger Ivan Rame fra Orange Camp til ibyen.dk

"Der er nogle regler fra Camp Codex, som gør det det svært at stable det på benene. Der er en masse begrænsinger", tilføjer Andreas Solgaard fra Van Damme Camp.

Ibyen.dk skriver, at lejren blev startet i 2004 af en gruppe venner, som for at få sig en bedre festivalbase besluttede sig for på månedlig basis hver at sætte 100 kroner ind på en festivalkonto og købe telte, stole og et stort lydanlæg, så de kunne invitere andre festivalgæster på musik og tørvejr. I alt har lejren kostet dem 50-60.000 kroner.


"Nu må vi ikke bruge vores udstyr, som vi har købt til det her. Det gør det svært for os at leve op til vores ambitioner. Vores udstyr vejer flere hundrede kilo, og vi har alt muligt grej. Nu er der kommet en masse regler, der begrænser os", siger Andreas Solgaard.

Både Orange Camp, Van Damme og Promilleservice har de seneste år haft adgang til festivalpladsens campingarealer før alle andre, fordi de har skulle bruge et par dage på at sætte deres enorme lydudstyr op. De rettigheder har de ikke haft i år.

Festivalen: Flere små fester end få store


Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger til ibyen.dk, at formålet med de nye lejrregler har været at få flere små fester, end få store.

"Det er det, der er baggrunden for Camp Codex. Vi vil gerne behandle alle camps ens og sikre, at alle kan være med på lige fod".

Sådan siger de farvel


Van Damme Camp, der findes ved tårn E i Camping Vest lige ved jernbanebroen, fester onsdag fra 20.00 – 04.00

For musikken står Jonas Bruun, som i 2010 leverede en stor fest hos Van Damme Camp. Senest har dj'en holdt sig i form med optrædender på Distortion-fester på henholdsvis Gråbrødretorv og Mysundegade.

Van Damme har selv indkøbt 2.500 knæklys til lejligheden, og gæster opfordres til at klæde sig af eller klæde sig ud, medbringe en sort sæk fyldt med konfetti eller hvad, der nu kan gøre aftenen til noget særligt.


Men helt slut i lejren er det langt fra efter onsdag nat.

Traditionen tro er der nemlig også satirisk skovhuggerrock live. Klokken 14 torsdag spiller bandet Hjortene koncert for fjerde år i træk - og altså sidste gang - fra den lille campingscene. Bandet spiller instrumental guitarrock fra de to udgivelser "Brøl, stød, løb" og "World Domination", der blandt andet har numre med titler som "Dobbelt Carport", "Racerbil Jagter Hund" og "Gerimax-sangen". 

Orange Camp, der bor i P nær servicecenter Øst, fester fra 23.00-04.30


Festlejren, der kan kendes på sin miniversion af det orange canopytelt, holder elektronisk fest med Sugarbois (Klashy), det såkaldte bas-brag Frederik Olufsen (Royal Fetish Rec.), klubbandet Brynjar, DJ Rasmus Liebst og DJ Kasper Marrott.

 

 


ANNONCE