Nyhed

Pitchfork roser Iceage

Det Roskilde-aktuelle band har fået 8.4 på websidens anmelderskala

Den danske kvartet Iceage holder lige nu en pause i deres amerikanske turné for at kunne give en koncert på Roskilde Festival. Men samtidig med at de er hjemme for en kort bemærkning, er deres debutalbum udkommet i USA til en flot anmeldelse fra den toneangivende webside Pitchfork.

Anmeldelsen starter med en gennemgang af den hype, der har omgivet bandet både herhjemme og efterfølgende i USA siden udgivelsen af "New Brigade" i januar måned, inden albummet bliver kaldt en "forfriskende og ekstraordinær debut".

Der er også roser til bandets impressionistiske tilgang til sangskrivningen samt produktionen, hvor det fremhæves at lilletrommeslag og basgange præsenteres med ægte raseri.


"Og selvom en del af denne musik på afstand kan synes som et dusin ideer kastet sammen i løbet af en enkelt sang, hvad de har gjort her er bedragerisk præcist og eksisterer på et dybt personlig, ufiltreret plan. Alle disse krumninger og støn og sammenstød og brag og hak og brøl går sammen om at danne en konsekvent medrivende, følelsesmæssigt umiddelbare helhed".

Resultatet er en særdeles høj karakter på 8.4, der eksempelvis slår Efterklang ("Parades" 7.4) og The Raveonettes ("Lust Lust Lust" 7.4), og som tangerer den karakter Mew fik for albummet "And the Glass-Handed Kites".

Iceage spiller klokken 03:00 natten mellem fredag og lørdag på Odeon på Roskilde Festival.


ANNONCE