Lee lovligt uopmærksom
Den tidligere Mötley Crüe-trommeslager, og forhenværende Mister Pamela Anderson (Lee), Tommy Lee – som for tiden tæver trommeskind i sit eget band, Methods Of Mayhem – kan meget snart risikere at vågne op til en gevaldig økonomisk øretæve. For nylig druknede nemlig en fire-årig dreng, ved navn Daniel, i hans swimmingpool. Det tragiske dødsfald hændte, da Tommy Lee holdt fødselsdagsfest for sin – og Pamelas – søn.
Daniels forældre sagsøger nu Tommy Lee for tabet af deres søn. Forældrene, Hollywoodproduceren James Veres og den tyskfødte skuespillerinde Ursula Karven, holder Tommy Lee ansvarlig, og hævder at han negligerede sit ansvar overfor deres søn – som ikke kunne svømme. De sorgramte forældre forlanger 993 millioner kroner af Lee i bod. Retssagen bliver blot én i den – tilsyneladende – endeløse stime af retssager, som har været Tommy Lee’s liv, de seneste år.