x

Screaming Trees udsender "glemt" album

Screaming Trees udsender "glemt" album

Det seneste årti har Mark Lanegan blandt andet slået sine folder i Queens of the Stone Age og, siden, høstet roser for sit mere afdæmpede samarbejde med sangerinden Isobel Campell.

Nu kan fans af grungebandet Screaming Trees, hvor Lanegan var frontfigur fra 1985 til opløsningen i 2000, imidlertid glæde sig over, at gruppens sidste og hidtil uudgivne indspilninger ser dagens lys.

Det sker med Last Words: The Final Recordings, som i første omgang udkommer digitalt den 2. august på Barrett Martins eget Suryata MUsic og sides forventes udsendt på cd og vinyl. Foruden at være bandets trommeslager fungerede Martin som producer på optagelserne, som også byder på gæsteoptrædener fra R.E.M.s Peter Buck og Lanegans senere Queens…-kollega Josh Homme, som på daværende tidspunkt var turné-guitarist i Screaming Trees.

Ingen gendannelse

Optagelserne, som fandt sted i et studie ejet af Pearl Jams Stone Gossard i 1998-99, er blevet færdigmixet af Seattle-veteranen Jack Endino, som blandt andet var lydtekniker på Nirvanas debutalbum Bleach, ligesom han har arbejdet med Mudhoney og Soundgarden.

Udgivelsen af det "glemte album" bør dog ikke give anledning til forhåbninger om en gendannelse af det hedengangne band. "Der er ingen planer om en gendannelse, da bandets medlemmer langt om længe er blevet veltilpassede voksne mennesker, som faktisk kommer overens og er kommer videre med deres liv", hedder det således i en pressemeddelelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA