x

Gamle DR-optagelser udgives internationalt

Gamle DR-optagelser udgives internationalt

Sidste år udgav Sony International en 41 år gammel DR-optagelse fra Tivoli med jazzlegenden Miles Davis (billedet), og nu er der igen bud efter statsradiofoniens arkivoptagelser, skriver DR på egen hjemmeside. Det drejer sig i første omgang om endnu en Miles Davis-optagelse, denne gang fra Miles Davis Quintets koncert i Tivolis Koncertsal i 1967, som efter planen udsendes på bokssættet "Miles Davis Live in Europe" til efteråret.

DR har selv tidligere rettet henvendelse til de store pladeselskaber for at gøre opmærksom på eksistensen af sine righoldige arkiver af optagelser, hvis kvalitet har imponeret de internationale selskaber, fortæller chef for DR Multimedie, Anders Kjærgaard Sørensen.

Nye udgivelser i vente

"Vi har selv henvendt os til en række store pladeselskabers hovedkontor for at gøre dem opmærksomme på, hvad DR har i arkiverne, og det er blandt andet resultatet af det arbejde, vi nu ser. Det glæder mig meget, at DRs righoldige gemmer kan få et nyt og spændende liv på denne måde", fortæller Sørensen.

Foruden de to Davis-optagelser på Sony har DR samarbejdet med EMI om udgivelsen af svenske Ulf Lundells koncert fra Roskilde Festival 1999. Den koncert er netop udkommet i både Sverige og Norge, mens DR Multimedie arbejder på at endnu flere ældre optagelser udgivet i samarbejde med interesserede selskaber.

"Roskilde Orange Stage 2 juli 1999" med Ulf Lundell udkom 22. juni på såvel cd som vinyl - i øvrigt samme dag som endnu en liveoptagelse med den "svenske Springsteen", betitlet "Unplugged Solo".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA