Nyhed

Roskilde 2011: Din guide til verdensmusikken

Vanen tro har årets Roskilde Festival et fyldigt verdensmusikalsk program. Her får du verdensmusik-ekspert Torben Holleufers anbefalinger af koncerter på festivalen, hvor vi i den grad kommer verden rundt

Udskældt af musikskribenter. Ikke nok samlende elementer. For nørdet. Garvede anmeldere har stået i kø for at sable årets program ned. Fælles for dem har været, at de ikke har skænket verdensmusikken en tanke. Og her er der i den grad noget at komme efter. I en grad så man slikker sig forventningsfuldt om munden.

Afrobeat showdown på Arena

Tænk bare på det store Afrobeat-showdown på Roskilde Arena fredag aften, hvor de to sønner af legenden Fela Kuti mødes for første gang, til hvad der kun kan blive en gang massesuggestiv trance i grænselandet mellem funk, jazz og yoruba-trance. Med hvert sit fantastiske album i ryggen er brødrene i den grad klædt på, og de vil mødes til sidst på scenen til en historisk udveksling, der ikke kan undgå at blive rørende og sindssygt funky med hornudvekslinger og hilsner til både farmand og James Brown, mens danserindernes baller roterer og alle i rummet falder ind i den dybt druggede rytme, vi kender som afrobeat. Kæmpestort!

 


AfroCubism

Lige så store forventninger har jeg til søndagens afro-cubanske møde, som tidligere i år udmøntede sig i pladen AfroCubism. Husker du Buena Vista Social Club? Alle tiders bedst sælgende plade indenfor verdensmusik. Den blev til ved en tilfældighed, fordi en stribe nu særdeles velkendte afrikanske musikere ikke kunne nå frem til Havanna og det derfor blev nogle old-timers fra sónmusikken, der tog over dammen med guitaristen Ry Cooder. Den oprindelige idé var skidegod, og det var den produceren Nick Gold endelig realiserede, da han lod Mali-mestrene Kasse Mady Diabate (vokal) Bassekou Kouyate (ngoni), Toumani Diabate (kora) og Djelimady Tounkara (el-guitar)– samt ikke mindst den nye geniale balafonspiller Lassane Diabate – hænge ud med Eliades Ochoa(sang, tres) og hans gruppe fra trovamusikkens vugge, Santiago de Cuba. Rapporterne har været mere og mere glødende fra den igangværende turné, og koncerten bliver uden tvivl et højdepunkt på festivalen. Er du til vestafrikansk musik fra den gyldne tidsalder, går du amok. Og er du til den fedeste, flydende cubanske dansemusik med smægtende vokaler, er Eliades Ochoa altid garanten. Og ja, det VAR ham der i sin tid sang "Chan Chan!"

 

Cumbia'ens Godfather

Det samme må siges om scoopet fra Colombia, cumbiaens godfather, Anibal VelasQuez, som gæster festivalen på en sidstedag, hvor der trods konkurrence fra My Chemical Romance (igenigen..) er mulighed for at se en vaskeægte legende fyre noget af det mest medrivende caraibiske musik af, du nogensinde kommer til at høre. Peter Hvalkof kommer senere i den artikel til at uddybe nærmere over en signing, som han er synligt stolt over efter de sidste års colombianske superøjeblikke, der for alvor har banet vejen for cumbiaen i festivalgængernes bevidsthed. Det er på Cosmopol-scenen klokken 18 og bliver fantastisk!!!!!


 

Congotronics streetparty

Noget af det mest grænseoverskridende fede, der er sket i de sidste år, er de mange skramlede gadebands fra forskellige dele af Afrika. Hjemmelavede instrumenter og overstyrede mikrofoner i en uimodståelig cocktail, anført af bands som Konono No. 1, og denne gang ledsaget af et helt hold af dj's og alternative bands, samt orkestret, som hele worldscenen taler om, nemlig Kasai Allstars. Dobbelt-cd'en var fantastisk. Liveklip har afsløret, at niveauet bare stiger og stiger. Og eftersom hele Afrika snakker om Roskilde og jer, kære publikum, så topper de på lørdag. Det bliver gyldne timer omkring midnat på Odeon.

Læs en længere guide inklusive et interview med Roskilde Festivals world-booker Peter Hvalkof i GAFFAs artikelsektion


ANNONCE